Kunstneriske fag

Dramatik på C-niveau

Dramatik er fortællinger om mennesker, vi kan identificere os med; om deres handlinger, tanker og følelser fortalt fra scenen af en eller flere skuespillere til et publikum. Vælger du faget Dramatik, kommer du til at beskæftige dig med at skabe, forstå og reflektere over forskellige former for scenekunst i en aktuel eller historisk kontekst. Men … Dramatik er OGSÅ et fag, hvor fantasien slippes løs, hvor idéer prøves af og hvor – hvis alle elementer spiller sammen – magi nogle gange kan opstå.

 

 

Skuespilteknik i teori og praksis

 

I Dramatik lærer du, hvordan professionelle skuespillere arbejder. Du præsenteres for nogle af de mest grundlæggende teknikker, der anvendes i arbejdet med at fremstille en rolle på scenen, og du bruger din fysik til selv at afprøve teknikkerne i praksis.

 

 

Teaterhistorie i teori og praksis

 

- Verden er en scene!

I Dramatik undervises du også i nogle af de sjoveste og mest skelsættende teaterhistoriske perioder. Det kan for eksempel være commedia dell’arte, naturalistisk teater, absurd teater eller en helt fjerde periode.

I et af de mest spillede stykker Hamlet af William Shakespeare siger hovedpersonen, at teaterets formål er at holde et spejl op for menneskeheden. Du bruger din viden om teaterhistorien til at reflektere over, hvordan DU synes en god teaterforestilling skal iscenesættes, og hvad vi i det hele taget skal og kan bruge scenekunsten til.

 

 

Dramaanalyse

 

I Dramatik læser du uddrag af kendte skuespil. Du lærer at analysere dem og kommer med bud på, hvordan de kan spilles. Du lærer, hvordan en god historie bliver fortalt – hvorfor du bare ikke kan lade være med at tude over din yndlingsfilm, eller hvorfor du bare MÅ se det næste afsnit af din yndlingsserie – og du bliver dus med analyseværktøjer, som du også kan bruge i dansk og i sprogfagene.

 

 

Iscenesættelse i teori og praksis

 

I Dramatik kommer du selvfølgelig også en tur i teateret med dine venner på holdet for at se en aktuel teaterforestilling, og som regel vil du få lejlighed til at møde professionelle skuespillere eller instruktører.

I Dramatik præsenteres du for forskellige tilgange til det at iscenesætte en forestilling, ligesom du kommer til at arbejde kunstnerisk med at skabe en eller flere forestillinger i samarbejde med andre på holdet. I Dramatik skal du derfor turde at blive set på. Du skal turde at samarbejde med andre gymnasieelever om at skabe en seværdig forestilling for et publikum med dig selv som skuespiller.

 

 

Generelt

 

Du bliver ikke skuespiller af at vælge Dramatik i gymnasiet. Men undervisningen kan give dig en idé om, hvad det kræves at arbejde kunstnerisk og innovativt. Dramatik er et af de kreative fag som udbydes i gymnasiets valgfagspakke. Du kan få Dramatik på C-niveau og siden opgradere faget til B-niveau afhængigt af dit valg af studieretning og fagpakke.

VELKOMMEN

TIL EG

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon

© Esbjerg Gymnasium 2019